tomé
tu tomate
AKTUEL UDSTILLING
PEDER BÆKHØJ ZEUTHEN
Peder Bækhøj Zeuthen fotografier med sanseindtryk
fra Spanien.
Langt fra turistens hurtige feriebilleder er der tale om fotografier
med et meget personligt udgangspunkt, hvor kunstneren i en
kontinuerlig proces opsporer sin barndom i Spanien, og med
kameraet indfanger indtrykkene fra barndommens erindringer.
På udstillingen blandes fotografierne med autentiske
barndomsfotografier i en selvbiografisk rejse mellem fortid
og nutid, der samtidigt indfanger Spanien i et anderledes
perspektiv.
Fredes Flyvende Tallerken vil i udstillingsperioden genlyde
af flamencomusik og Peder Bækhøj Zeuthen, der
til daglig er kok på restauranten, vil servere spanske
tapas, så alle sanser berøres.
Da Peder var 4 år gammel boede han i en periode i bjerglandsbyen
Nijar i Andalusien. Efter første skoleår flyttede
familien tilbage til Danmark, og siden er Peder kontinuerligt
vendt tilbage til Spanien. Nogle af de få spor fra barndommen,
der er tilbage, er et par fotografier af Peder og hans bror
og den første skolebog: tome tu tomate.
Igennem de sidste 3-4 år er Peder adskillige gange vendt
tilbage til Nijar og barndomshjemmet og forsøgt at
genkalde sig sin barndoms umiddelbare sanseindtryk igennem
kameraet: mandeltræernes berusende duft, barndomshjemmets
røde klinkegulv, bilernes lys fra motorvejen, den dybblå
himmel med de lette vatskyer.
Men barndommens erindringer blandes i fotografierne med nutidens
realitet – tiden er ikke sat på stand by, men
sætter sine indeksikale spor. Fotografen er blevet voksen,
den blanke og farvestrålende automatiske legetøjshest
har mistet sin glans og grafittien har gjort sit indtog i
Nijar.
Fotografierne er taget med et Holgakamera, som er et billigt
kinesisk legetøjskamera. Ud over at lave et kvadratisk
billedformat, skaber kameraet den specielle effekt at det
fokuserer skarpt og slører i kanten. Fordi kameraet
er dårligt i forhold til normal fotografisk standard,
har Zeuthen fået det specialkonstrueret i USA, så
billedkvaliteten er helt i top mens den slørende effekt
bevares.
Peder Bækhøj Zeuthen har fotograferet i størstedelen
af sit liv og været freelancefotograf for både
magasiner og fagblade. Men det er i kunstfotografiet, den
egentlige interesse ligger.
Igennem de senere år har fotografierne taget en meget
personlig drejning. Motiverne er ikke tilfældige motiver
eller elementer i kompositoriske formelle overvejelser, men
snarere resultat af en personlig undersøgelse.
I fotografierne på Fredes Flyvende Tallerken er udgangspunktet
rejsen tilbage til barndommens umiddelbare indlevelse, men
indlevelsen kolliderer med den voksnes betragtninger. Det,
der kunne forekomme spontant og farvestrålende, fremstår
lidt vemodigt. Samtidigt giver fotografierne et anderledes
indtryk af Spanien end f.eks. rejsekatalogernes stereotype
billeder; kameraets fokus på de enkle og dagligdags
motiver både viser dem tæt på og slører
dem - og skaber en dobbelthed imellem realitet og poesi.
Se desuden
www.pederzeuthen.dk
|
|